Sinatur Hotel Gl. Avernæs adopterer skoleklasse

Den 9. maj bliver en helt særlig dag for eleverne i 1. klasse på Ebberup Skole. Denne dag skal de nemlig besøge deres adoptionsvirksomhed Sinatur Hotel Gl. Avernæs for første gang.

Den åbne skole og virksomhedernes sociale ansvar
Som led i den nye skolereform og bestemmelserne om ”den åbne skole” har Ebberup Skole indgået et langvarigt partnerskab med Sinatur Hotel Gl. Avernæs. Der er nemlig ikke bare tale om et virksomhedsbesøg – nej, eleverne er adopteret af hotellet, og det betyder at eleverne kommer på læringsbesøg på Gl. Avernæs min. 2 x årligt i resten af deres skoletid.

Partnerskabet er formidlet af RelationsNetværket – et uafhængigt netværk af private og offentlige virksomheder der blandt andet arbejder med initiativet ”Virksomheder adopterer skoleklasser”. RelationsNetværket har omkring 30 af disse partnerskaber kørende rundt omkring i landet.

I forbindelse med den nye skolereform er der kommet et nyt begreb ind i folkeskolen – Den åbne skole – og her er denne type samarbejde mellem skoleklasser og virksomheder oplagt. Eleverne får igennem de gentagne læringsbesøg hos adoptionsvirksomheden et unikt indblik i arbejdsmarkedet, krav til uddannelse, mulighed for at se, hvor man kan bruge det man lærer i skolen helt konkret og sidst, men ikke mindst, får elevene nogle rollemodeller der kan være med til at gøre en forskel for eleverne.

Direktør Morten Grimsgaard fra Sinatur Hotel Gl. Avernæs:

Vi ser det som en del af vores forpligtelse som virksomhed, at være med til at sikre, at de nye generationer ser en spændende udfordring i at arbejde i en branche som vores. Vi vil jo gerne ansætte kokke, der har drømt om at lave mad siden de gik i skole, men det er også vigtigt, at de får en almen viden om, hvordan det er at drive virksomhed og hvad en arbejdsplads er.

Klasselærer Karin Bøgedal fra Ebberup Skole:

Vi er glade for, at Gl. Avernæs har åbnet mulighed for at indgå i et samarbejde med 1. kl. på Ebberup Skole. Vi er blevet mødt stor velvilje fra Gl. Avernæs, og ser frem til et spændende samarbejde de kommende 8 år.

Elevernes første besøg
Den 9. maj skal eleverne besøge Gl. Avernæs for første gang, og der er tilrettelagt et super spændende program:

  • 09:00 – eleverne ankommer på Gl. Avernæs, og direktør Morgen Grimsgaard byder dem velkommen. Eleverne laver navneskilte og bordkort
  • 09:30 – eleverne deles ind i 5 grupper af 3 elever, og går med en medarbejder på rundvisning
  • Efter rundvisningen samles eleverne og puster ud.
  • 10.45 – er der tilrettelagt et orienteringsløb på området rundt om hotellet. Løber slutter ved Valkyrien.
  • 11.30 – Indvielse af Valkyrien med borgmester Søren Steen Andersen.
  • 11.50 – Direktør Morgen Grimsgaard fortæller eleverne om husspøgelset på Gl. Avernæs
  • 12:00 – Gæster, elever og presse spiser frokost samen i restauranten (ingen madpakker denne dag :-))
  • 12:30 – Tak for i dag.