Er jeg kørt over for rødt?

Er jeg kørt over for rødt? – min beretning om et stressforløb.

-En beretning om stress og det, at komme tilbage i job igen.

I dag har jeg det godt.

Ingen kan se at jeg har haft stress, eller ”været nede med stress” som mange siger det, nej, jeg ser vel sund og rask ud, som de fleste, klarer mig i min egen virksomhed, og er i det hele taget tilfreds med tingenes tilstand. Sådan så det ikke ud for omkring 18 år siden, da jeg var ramt af et sygdomsforløb, som var stress-relateret.

Det vil jeg fortælle om her, ikke for at nogen skal få ondt af mig, eller sige, ”du gør det nu godt” – nej, mere for at fortælle hvordan et stressforløb kan løbe af staben, så andre måske kan lære noget, og tage det med sig i livet fremover.

Når NEJ ikke er en mulighed.

Jeg var midt i 30’erne da det gik galt, 3 børn, der skulle sørges for kom i skole og børnehave, fuldtidsjob som speditør (disponent), masser af frivillige poster i lokalområdet, og i det hele taget en travl hverdag, med mand, familie og venner, vel som de fleste.

Der var blot den forskel, at jeg altså havde lidt for meget jeg ikke nåede, specielt på arbejdet, hvor presset var hårdt dagen igennem, dagene var ofte lange, opgaverne hobede sig op, så det var en meget travl hverdag, hvor bunkerne bare blev større og større.

Ikke fordi det var min arbejdsgivers skyld at bunkerne blev større, jeg var af den type der ikke kunne sige NEJ til yderligere opgaver, så det at give den en ”ekstra skalle” var jo bare noget vi gjorde (jeg skriver vi, for kollegerne gav også gerne nogle ekstra timer på jobbet)

Det hyler for ørerne og snurrer i kroppen.

I starten af forløbet var jeg ikke rigtig opmærksom på, at der var noget galt, jo jeg havde travlt, var træt og faktisk total udmattet, men hvem ville ikke være det med mindre børn og en travl hverdag, hvor vi desuden også havde et fritidslandbrug, hvor min mand brugte en del tid på at passer marker mv. så vi knoklede for at få det hele til at gå op, da jeg jo også ofte skulle til møder i aftentimerne i lokalområdet.

Jeg kunne ikke sove om natten, der var denne susen i kroppen og i ørerne, hvor jeg også havde en konstant hyletone, som gjorde, at søvn blev en mangelvare.

Dertil om, at jeg ikke rigtig kunne huske så meget mere, jeg skulle nok huske mine aftaler, for de var skrevet ned, men jeg kunne ikke huske hvordan jeg var kommet hjem fra arbejde, en tur på omkring 25 km fra Vejle havn, hvor den virksomhed jeg arbejdede i lå – så tanken om at jeg måske var kørt over for rødt var en skræmmende tanke, som jeg egentlig ikke anerkendte på daværende tidspunkt, for ”jeg fejlede jo ikke noget”.

Du skal vist tage den lidt med ro – søg læge !

Faktisk var det først da en samarbejdspartner, Niels, som jeg talte telefonisk med flere gange om dagen, gjorde mig opmærksom på, at det jeg ringede om, havde vi faktisk lige talt om for 5 minutter siden, det skete ret ofte i løbet af dagen.

Læge, hvorfor det, jeg fejler jo ikke noget, var min første tanke, men alligevel tog jeg til lægen, som henviste mig til en speciallæge, hvor jeg fik at vide at jeg skulle gå hjem og slappe af, for DU HAR STRESS!

Stress, nej tror jeg ikke, der har lægen da taget helt fejl, men hjem det kom jeg.

Den dårlige samvittighed nagede hel enormt

Den kommende tid var rigtig svær, jeg husker tydeligt hvor pinligt jeg synes det var, at skulle gå ind til chefen og sige at jeg skulle gå ”hjem i seng” på grund af stress. Han, og kollegerne, tog det god rigtig fint, og bakkede mig op, også omkring det økonomiske, hvor jeg fik fuld løn i hele min sygdomsperiode.

Jeg havde rigtig svært ved at slappe af, og ”nyde livet” som lægen sagde jeg skulle, for hvordan skulle jeg kunne gøre det, når nu kollegerne sad og knoklede ekstra på grund af mig?

Opfordringen var desuden, at jeg skulle gøre noget godt for mig selv, tag på shopping eller andet. Men hvordan skulle jeg kunne gøre det, når nu der var en risiko for, at jeg mødte en kollega eller andre bekendte der vidste jeg var sygemeldt, og nu gik jeg jo bare rundt og osede, jeg så jo ikke syg ud.

Efterhånden som tiden gik, blev jeg dog klar over at der ikke var nogen grund til denne dårlige samvittighed, at der ikke var grund til at føle jeg svigtede, og egentlig bare skulle koncentrere mig om at komme på benene, og blive helt rask igen.

I min sygdomsperiode besøgte jeg da også min arbejdsplads flere gange, og blev altid godt modtaget.

Det derhjemme flød

På hjemmefronten var livet heller ikke som det havde været indtil for ganske nylig, jeg havde enorm svært ved at komme på benene om morgenen, men var nød til det, da min mand startede på job omkring kl. 4 om natten.

Det at klare 3 børn alene hver morgen var ikke speciel sjovt, den yngste var omkring 3 år, og de store 7 og 10 år, så det var ikke små børn, men vi boede på landet og jeg skulle naturligvis sørge for de kom i børnehave og skole, noget jeg næsten ikke orkede, men de kom dog af sted hver dag.

Derhjemme lavede jeg stort set intet, opholdt mig i sengen, lavede ikke mad, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj, så der var rigtig meget at se til for min mand, som jo også havde et fuldtidsarbejde at passe ved siden af.

Jeg kom dog efterhånden til kræfter, og fik mere energi, så jeg begyndte stille og roligt, at involvere mig mere i de daglige opgaver i hjemmet og hvad der ellers skulle ordnes. Begyndte også på halv tid på mit arbejde igen, og kom efterhånden tilbage, med stor hjælp, også fra kollegerne.

Vi talte ikke så meget om det på arbejdet

Der var nu gået ca. 3 måneder, og jeg var tilbage på fuld tid, dog uden de store ”belastninger” som havde været årsagen til mit sygdomsforløb.

Dog talte vi ikke så meget om det, og der blev ikke gjort noget ekstra for at forebygge andre kom i samme situation, i hvert tilfælde ikke så jeg opdagede det.

Tror egentlig ikke min arbejdsplads tænkte at de ”skulle gøre noget” – der var ikke så meget fokus på stress og trivsel på arbejdspladsen på daværende tidspunkt, men jeg følte mig rigtig godt behandlet, og har bestemt ikke noget at klage over i den retning.

Det suser stadig – og nu kan jeg sige NEJ

Nu er der snart gået 20 år siden mit stressforløb var en del af mig og min familie, jeg anerkendte dog ikke, helt inderst inde, at jeg havde haft stress, det var først nogle år senere, da jeg så en udsendelse i TV om emnet.

Her gik det op for mig, at det VAR stress jeg havde haft, for de symptomer andre fortalte om, var jo det jeg havde oplevet. Helt utroligt at jeg havde benægtet det, men tror faktisk det er ret naturligt, da man sikkert føler sig ”svag” hvis man fortæller at man er stressramt.

I dag har jeg det godt, driver selvstændig virksomhed på mit 7. år, men har stadig noget ”uro” i kroppen, og en del susen, som jeg dog har vænnet mig til. Jeg VED også hvornår jeg skal sige nej, selvom det er rigtig svært for mig, da jeg er typen der rigtig gerne hjælper andre, og er da også med i ufattelig meget frivilligt arbejde i det lille lokalområde vi er en aktiv del af.

Jeg er på ingen måde flov over at have været igennem dette forløb, og deler gerne mine erfaringer og min historie, tror egentlig ikke den er så anderledes end så mange andres, men den skal fortælles, så andre måske kan bruge den til noget.

Kontakt mig gerne for yderligere

Måske nogen sidder og tænker, at de gerne vil vide lide mere om, hvordan det er at leve efter et stressforløb.

Jeg besvarer gerne spørgsmål, og fortæller gerne om mine erfaringer, de kræver blot at du kontakter mig på mail mailto:erna@storgaardinnovation.dkeller telefon +45 2225 9030.

Tak fordi du læste med.