I Billund Kommune har GEV adopteret en 7. klasse fra Grindsted Privatskole.
Klassen besøgte i sidste uge GEV for første gang, og de fik først en introduktion til GEV af direktør, René Heiselberg Gier, som fortalte om GEVs arbejde med den grønne omstilling og hvordan GEV forsyner lokalområdet med varme, el, vand og fibernet.
Derefter havde eleverne forberedt gode spørgsmål hjemmefra, som direktøren svarede på. Det var fx hvornår fjernvarmeforsyningen var startet op i Grindsted og hvilken uddannelse det krævede at arbejde med forsyning.
Herefter kom 4 medarbejdere og viste eleverne rundt på virksomheden. De kom forbi driften, lageret og kom ud og se den nye akkumuleringstank i baggården.
Bagefter var det tid til at spise frokost i kantinen sammen med GEV’s personale. Det var noget der faldt i god jord, specielt hos drengene, som synes at buffet var lige sagen 😁
Herefter fik klassen et oplæg om bynær natur og lokal biodiversitet. Det er den opgave, eleverne skal arbejde med i den kommende tid. Nemlig at udarbejde et produkt der omhandler: hvorfor vi skal passe på biodiversiteten og hvordan vi bedst muligt gør det?
Det skal de gøre i samspil med 2. klasse fra deres skole, som også er adoptionsklasse hos GEV. Produkterne skal senere anvendes på GEV.
Efter oplæg og spørgsmål var det tid til at komme op på den 28 meter høje akkumuleringstank. Der var en flot udsigt over hele området på en dejlig solskinsdag. Til sidst fik eleverne udleveret en t-shirt med GEV logo på til elevernes store glæde.
SE FILM FRA BESØGET HER