I Svendborg Kommune har samtlige kommunale plejecentre adopteret en 7. klasse som led i kommunens langsigtede rekrutteringsstrategi. I Svendborg Kommune hedder initiativet: Flere varme hænder i Svendborg Kommune.
Som led i samarbejdet mellem skoleklasserne og plejecentrene kommer eleverne på 2 årlige læringsbesøg. Gudbjerg Plejecenter har adopteret en klasse fra Stokkebækskolen, og eleverne har netop været på deres første læringsbesøg.
Temaet for læringsbesøget var – ud over en generel introduktion til plejecentret, tavshedspligt m.v. – at eleverne skulle undersøge, hvem der arbejder på et plejecenter.
Læringsbesøget blev en stor succes. Eleverne fulgte forskellige medarbejdere/jobfunktioner. Der var aktiviteter med beboerne med kortspil og gode snakke.
Besøget blev afsluttet med en fælles frokost – flæskesteg med brun sovs og is til dessert.




