Praktiske opgaver og servering på Vilcon

I Slagelse Kommune har Vilcon Hotel & Konferencegaard adopteret en skoleklasse fra Hvilebjergskolen.

Vilcon og adoptionsklassen har samarbejdet igennem flere år og klassen går nu i 5. klasse. Eleverne har netop været på læringsbesøg hos Vilcon, og denne gang var der sat praktiske arbejdsfunktioner i dagligdagen på programmet.

Eleverne blev inddelt i fem hold:

  • Rengøring
  • Køkken
  • Tjener
  • Receptionist
  • Havehold

Eleverne indgik i formiddagens opgaver på hotellet og stod klar med mad og servering til hotellets tre hold af konferencegæster.
Ude blev Væksthuset rengjort og klar til morgendagens arrangement, luget i bedene og dagens højdepunkt: der blev slået græs på havetraktoren.

Til sidst blev eleverne budt på frokost. Eleverne sagde blandt andet om dagen:

  • “Det har været en sjov dag”
  • “Vi hjalp til med mange forskellige ting”
  • “Væksthuset blev så fint, da vi fejede det”
  • “Tænk! Jeg startede selv havetraktoren”

Elever og lærer føler os altid meget velkomne på Vilcon og denne gang fik eleverne ros for deres indsats indsats af både gæster og personale. Det er guld værd at føle sig værdsat!