Projekt: Rabarber og Hyldeblomst

I Slagelse Kommune har Vilcon Hotel & Konferencegaard adopteret en skoleklasse fra Hvilebjergskolen. Eleverne går nu i 4. klasse.

Klassen har i juni måned 2021 arbejdet med projekt: Rabarber og Hyldeblomst.

Formålet med temaet var, at eleverne i 4.a skulle have kendskab til de afgrøder, der kan høstes i den danske forsommer og anvendes til forskellige produkter. Eleverne skulle høste, tilberede og sælge produkter af rabarber og hyldeblomster. Overskuddet af salget skulle gå til en planlagt overnatning på Vilcon i skoleåret 22/23.

Den 21. juni cyklede 4.a til Vilcon Hotel & Konferencegaard – hvor de samlede hyldeblomster på hotellets området. Der blev samlet 11 poser med 40 klaser hyldeblomster. Inden turen gik tilbage på skolen spillede eleverne en rundboldkamp og spiste deres madpakker. Tilbage på skolen blev hyldeblomsterne overhældt med vand, sukker og tilsat citron. Hyldeblomsterne skulle trække indtil den 23. juni.

Onsdag den 23. juni arbejdede eleverne to og to i skolekøkkenet med at producere forskellige produkter af rabarber og hyldeblomstsaft; marmelade, syltede rabarber, muffins, tærter, rabarbersirup, rabarbersaft mm. Produkterne blev puttet på glas eller flasker, og der blev påsat etiketter og produkterne blev gjort klar til salg.

Eleverne arbejdede flittigt og meget målrettet med produktionen af diverse ting til salg. Eleverne kunne navigere i at skulle holde fokus og koncentration på deres egne opgaver og ikke lade sig aflede af andre og måske mere spændende opgaver. Undervejs blev der talt om at ikke alle opgaver kan være spændende i et køkken – opvask er jo aldrig sjovt! Men de mærkede også en forskellighed i deres interesse i de forskellige arbejdsgange. En god succes at arbejde ”side-om-side” i køkkenet med mange forskellige opgaver.

Den 24. juni var der inviteret til Åbent hus på skolen for forældre og andre interesserede, hvor der var smagsprøver og mulighed for at købe produkter.

Projektet blev en enorm succes. Der blev udsolgt af alle produkter og 4.a samlede i alt 4.400,- kr. ind til deres planlagt overnatning på Hotel Vilcon.