Sonja Elgaard

Hvad er et “nervøst sammenbrud”?
Man kunne også kalde det et følelsesmæssig sammenbrud eller måske et psykisk sammenbrud, men i det væsentlige et “sammenbrud” Der opstår, når nogen bliver ude af stand til at håndtere normal dag-til-dag liv.

“Nervesammenbrud” er ikke engang et medicinsk udtryk. Det er en dagligdags sætning designet til at forsøge at skjule, hvad der rent faktisk sker, hvilket er det pludselige akutte anfald af en psykisk sygdom, fordi et “nervøst sammenbrud” er lettere at kapere end depression eller angst anfald.
Det kan antændes efter et traume, en række begivenheder, eller kan endda ske tilfældigt og ud af det blå uden nogen åbenlys kendt årsag.

Hvorfor jeg fik et stress sammenbrud …
Onsdag den 4. november 2015 – den dag bliver svær for mig at glemme. Og så havde den sikkert været “annonceret” gennem det seneste halve eller hele år. Men annonceringen – eller signalerne om hvad der var på vej – var for nemt at overhøre i en i forvejen travl hverdag.

At være effektiv, få noget fra hånden hurtigt, have mange bolde i luften var alt sammen noget, der på jobbet gav mig en følelse af at kunne gøre en forskel. Og det var bare jobsiden. I privatlivet var det samme mønster. Mange, forskelligartede aktiviteter, gerne på et niveau, hvor jeg kunne være med til at skabe og forandre.

Min kalender var fyldt til bristepunktet, og det skortede ikke på kærlige advarsler fra min ægtefælle, min nære veninde, min chef, min kollega, min kærlige omgangskreds og mange, mange andre.

Bare lige den næste måned med, bare lige til på torsdag, bare lige til i morgen … så bliver det lettere, så kommer der mere luft. Men det skete bare ikke. Jeg var stadigvæk den hurtigste til at række hånden op og sige ja, når der var nye aktiviteter, der skulle klares. Der var fortsat nye ansvar og nye opgaver, der skulle klares og mit ønske om at gøre det hurtigt og effektivt var endnu mere presserende.

Og jo, min krop havde meldt om uro. Det var lidt svært at få en hel nats uafbrudt søvn. Og der skete meget i hovedet, mange tanker om hvordan det hele skulle hænge sammen. Men det ville jo bare lige skulle klares til næste deadline, så …..

Den 4. november
Jeg mødte ind på job med hovedpine, og i løbet af formiddagen kom der også kvalme og trykken i mellemgulvet til. Jeg var rent ud sagt skidt tilpas. Jeg meldte det ud til min kollega, og chefen blev også straks klar over, at noget var galt.

“Kør hjem nu, kør til lægen, gør noget NU” var ordrerne, men jeg kunne ikke finde ud af at efterkomme dem. For der var jo lige den presserende opgave til årsmødet, som skulle klares. OK jeg kører hjem kl. 12, og så får jeg undersøgt mit blodtryk og ser, hvad der lige er galt.
Klokken blev 11.58 og en anden kollega ringede til mig … om noget helt ubetydeligt og inferiørt, men min eneste tanke var “hvorfor tier hun ikke stille, hvorfor stopper hun ikke med at snakke”, og så brød jeg sammen og kunne kun sanse at græde.

Der var tilkaldt en ambulance og jeg blev kørt på skadestuen, hvor de frygtede, at jeg havde fået en blodprop i hjernen. Jeg blev røntgenfotograferet, skannet, målt blodtryk, afleverede urinprøve, fik taget blodprøver, fik en neurologisk undersøgelse. Og så blev jeg indlagt. Fik en seng men formåede bare at vandre rundt i gangene, grædende og bange.

Næste dags stuegang var en klar melding om, at jeg var fysisk rask, alle prøver var fine og tilfredsstillende. Men jeg var jo syg alligevel. Jeg havde fået et stressrelateret sammenbrud. Mine kredsløb var overbelastet. Min hjerne, hjerte, sjæl, følelser var under så meget stress, at der skete en kortslutning, og derefter slukkede min sammenhængskraft, og jeg kunne ikke finde en frisk sikring til at samle hverdagen op igen.

Men jeg vil forsøge at gøre en lang historie kort. Kontrol var vigtigt for mig, så jeg forsøgte efter en måned at tage kontrol ved at tage initiativ til sygefraværssamtale med min chef, og fastsætte en dato for at komme tilbage på job. Det blev reelt fra 4. januar 2016. Jeg var så heldig, at jeg har en meget forstående chef og arbejdsplads, så tilbagekomsten til job kunne tilrettelægges helt som jeg gerne ville have det.

Jeg tror bare ikke, at hverken min chef, min psykolog, min læge eller jeg selv var klar over, at det bare ikke duede, at det var Sonja, der selv skulle sætte rammerne for tilbagekomsten, for det blev hele tiden forsøgt forøget i tid uden at jeg lyttede til min krop. Med indtil flere forsøg kom jeg frem til sommerferien godt op i arbejdstid, til trods for at min krop fortsat signalerede til mig, at den ikke havde det godt.

Fredag den 26. august måtte jeg til lægen og nu måtte der medicin til hjælp, både antidepressiver og blodtryksmedicin, og arbejdstiden var nu sat til 24 timer ugentligt.

Torsdag den 8. september nåede jeg lige ud på jobbet, og så brød jeg sammen igen. Min leder ville køre mig på sygehuset, men jeg ville i stedet have min mand til at hente mig, og køre mig til lægen. Jeg fik en masse undersøgelser igen, der jo fortsat viste, at jeg var fysisk rask undtagen det forhøjede blodtryk, der var kommet med stressangrebet.

Kan jeg overvinde mit stress sammenbrud?
Tiden omkring det seneste sammenbrud oplevede jeg som den mest smertefulde, sørgelige, kaotiske og angstfyldte periode i mit liv. Min krop og min hjerne fungerede ikke som jeg gerne ville det. Det var en konstant daglig kamp for at komme igennem hver time, hver dag.

I dag er det 4. oktober, og først nu er de voldsomme medicinske bivirkninger ved at give mig en nogenlunde tilværelse, og det tyder på at gå den rette vej. Og jeg er stille i gang med at lægge planer for en forsigtig tilbagekomst til jobbet. Og denne gang lytter jeg til fagkundskaben og min krop.

Mit råd til dig som leder: spotter du signalerne hos en af dine medarbejdere, så skal du handle. Du må nødvendigvis overskride nogle personlige grænser og ikke acceptere, at en medarbejder, der udviser stress symptomer, selv kan bestemme, om han/hun skal sygemeldes, skal søge behandling, skal i samtaleterapi for at få ændret på de mønstre, der får en til at køre ud over kanten.

Vejen til bedring efter et stress sammenbrud er hårdt arbejde, kan det tage alt fra seks måneder til 1-2 år at komme sig helt. Det kan gøres, men det kommer ikke til at være let. Det vil være den sværeste kamp i mit liv.
Men jeg er på vej, det kan gøres, jeg vil aldrig miste håbet om, at jeg kan lande på fødderne igen.

 

Sonja Elgaard

Mail: sonja.elgaard@lightmail.dk