I dag havde MuseumsCenter Karensminde i Billund Kommune igen besøg af deres adoptivklasse fra Grindsted Privatskole / Børnehaven Lindetræet.
Eleverne, der går i 7. kl., har længe arbejdet med besættelsestiden, og derfor tog museet dem med til den nyåbnede særudstilling “SPOR af Besættelsen“, hvor de blev præsenteret for, hvordan jernbanen har haft en særlig historie under besættelsen.
Museet brugte endnu en gang elevernes ekspertise, og lavede ikke en klassisk rundvisning, men et samskabelsesforløb med en metode, der hedder “uret rundt”.
Eleverne skulle skrive alt deres viden ned på post-its om bestemte temaer, og gå med uret rundt i udstillingen. Herved byggede alle eleverne videre på hinandens nedskrivninger og brainstorms. Herefter skulle de samle alle post-its i grupperinger og til sidst vælge en gruppe med det allermest spændende. Og lige præcis dét skal museet bruge til at udvikle videre på deres rundvisninger for udskolingen. På den måde forsøger museet bedst muligt at ramme segmentet.