I Kolding har Bilka adopteret en skoleklasse fra Bræhndkjærskolen. Eleverne går i 9. klasse.
Programmet for dette læringsbesøg var udarbejdet af Bilka og 9.A i fællesskab. Emnet for læringsbesøget var ”branding.”
Hensigten med læringsbesøget var, at eleverne, i samarbejde med Bilka, skulle promovere flere af Bilkas afdelinger. Helt konkret skulle eleverne producere små branding/reklamefilm. I første fase, som foregik på skolen, skulle elever lave drejebog, anvende filmiske virkemidler, tænke faglige begreber ind relation til reklame, undersøge afdelingerne nærmere – herunder sende spørgsmål til Bilka og, afslutningsvis, få styr på alt inden selve dagen, hvor læringsbesøget skulle finde sted.
Som de foregående gange, hvor eleverne har besøgt Bilka, blev vi afhentet ved indgangen til Bilka, hvor den altid veloplagte Personaleansvarlige John Gamborg tog høfligt imod os. Herefter gik turen til det sædvanlige stamlokale, hvor vi i fællesskab gennemgik dagens program og fik de sidste aftaler indgået ift. placering i butikken m.m. Derudover skulle flere grupper låne tøj til filmene, så det det endelige resultat kom til at fremstå troværdigt.
Følgende afdelinger i varehuset skulle promoveres:
- Delikatesse
- Home and living
- Legetøj
- Elektronik
- Havecenter
- Bager
Eleverne gik nu i gang med at skyde filmene, og de greb opgaven an med entusiasme. Der blev tænkt kreativt og anderledes, og inden eleverne fik set sig om, var de færdige med denne del af dagens program. Næste del af læringsbesøget bestod af redigeringsfasen. Her satte eleverne sig til, godt forsynet med dagens frugt og kakao ad libitum, som Bilka tilbød, at redigere alle filmene. Derudover skulle der arbejdes lidt med lydsporet, da vi ved besøget erfarede, at mobiltelefonernes mikrofoner ikke var helt tilstrækkelige. Denne del af besøget gik hurtigere end beregnet, og nu skulle filmene fremvises for John Gamborg og øvrige medarbejdere fra div. afdelinger, der efterfølgende kom med konstruktiv kritik til den videre bearbejdning af filmene. Eleverne tog de gode råd til sig, og det blev aftalt, at næste skridt, den endelige tilpasning af filmene, skulle foregå på skolen. Tiden var i øvrigt også ved at være gået.
Afslutningsvis tog John Gamborg og Bilka afsked med os, og som en lille farvel-hygge-gave fik klassen en kasse Kims chips, skruer i øvrigt, som efterfølgende blev nydt til fulde i den faglige fordybelse senere på dagen. Inden vi helt forlod Bilka, tog vi et familieportræt til minde om et begivenhedsrigt, lærerigt og konstruktivt samarbejde.
De endelige tilpasninger fandt sted over et par lektioner de efterfølgende dage, og blev herefter sendt til Bilka. Det har været en god proces, hvor eleverne endnu engang er blevet klogere på Bilka som virksomhed. De er blevet stærkere i filmiske virkemidler, bedre til at redigere og de fik repeteret de faglige begreber, de arbejdede med vedrørende reklame tilbage i 8. klasse.
Alt i alt, endnu engang, et super godt læringsbesøg.