I Svendborg Kommune har vi igangsat initiativet “Flere varme hænder i Svendborg Kommune“, hvor kommunens plejecentre alle har adopteret en 7. kl. fra den lokale skole (se pressemeddelelse om initiativet HER)
Inden Corona-krisen satte en midlertidig stopper for de mange læringsbesøg der er aftalt var 7. kl. fra Tåsingeskolen på deres første læringsbesøg på Tåsinge Plejecenter.
Det blev en fantastisk start på et godt partnerskab de næste par år.
Temaet for læringsbesøget var: Hvem bor, og bruger, Tåsinge Plejecenter?
Inden eleverne gik i gang med at interviewe beboere og brugere af plejecentret bød centrets leder Jane Scheimann eleverne velkommen og fortalte dem om plejecentret, ønsket adfærd og tavshedspligt. Elevene kunne stille spørgsmål undervejs.
Herefter blev elevene delt op i mindre grupper, og de interviewede beboerne og brugere ud fra et interviewskema som de havde forberedt i klassen inden besøget. Efter interviewene tilbød elevene at følge beboerne hjem til deres boliger.
Inden turen gik hjem til skolen spiste eleverne deres madpakker.
Hjemme i klassen arbejder eleverne videre med interviews, og de vil efterfølgende aflevere resultatet til hver enkelt beboer.
Det blev en dejlig dag for elever, personale og beboere, og alle glæder sig til næste læringsbesøg.