Karsten B. Vester

Min personlige beretning om mit stressforløb tager sit udgangspunkt den 1. april 2013. På denne dato ændrede mit arbejdsliv sig markant. Den forening, hvor jeg havde arbejdet i 10 var blevet overdraget til en erhvervsorganisation. Indtil forretningsoverdragelsen havde jeg haft et meget frit arbejdsliv, hvor jeg havde stor indflydelse på mit arbejde, jeg skulle ikke møde ind til specielle tider, og kunne i det hele taget tilrettelægge min arbejdsdag helt frit. Der var fokus på arbejdsopgaverne. Det hører også med til historien, at jeg var eneste ansatte i foreningen, og jeg refererede til en valgt bestyrelse.

I den nye organisation skulle jeg fortsat varetage foreningens arbejde, men skulle indgå på lige fod med de andre ansatte i erhvervsorganisationen. Det var på mange måder en kæmpe omvæltning for mig – fra at have siddet alene på et kontor skulle jeg nu pludselig sidde i et lokale med 4 andre kollegaer. Vi sad så tæt at jeg måtte bede en af min nye kollegaer om at rejse sig, hvis jeg skulle på toilettet. Der var larm og uro på kontoret, og jeg gik altid i et andet lokale, hvis der skulle tales i telefon.

Der var også faste mødetider. Jeg havde været vant til at komme og gå når det passende mig, og var ikke vant til at lave flexskemaer, indberette til CRM-systemer og meget andet. Sagt på en anden måde, så kom der pludselig en række nu administrative arbejdsopgaver ind over mig, som jeg ikke var vant til, og som jeg rent faktisk ikke kunne se en dybere mening i at udføre.

Jeg kom også ind i en kollegakreds som på mange måder var vanskelig at blive en del af. Dels var de arbejdsopgaver jeg havde ikke relateret til de andres opgaver, så vi havde ikke noget arbejdsfællesskab. Så jeg følte egentlig, at jeg var en som de af nød måtte acceptere nu skulle være en del af fællesskabet.

Jeg forsøgte at holde humøret højt, og udførte min arbejdsopgaver så godt jeg kunne. Engang imellem spurgte min leder mig, hvordan jeg havde det og hvordan jeg var faldet til, og hver gang sagde jeg, at det ikke gik godt. Det gjorde overhovedet ingen indtryk på min leder. Der var nærmest som om vedkommende ikke lyttede efter, eller ikke forstå det. Måske var det i virkeligheden mangle på ledelsesmæssige værktøjer til at hjælpe mig. Jeg vælger at tro, at det var det sidste, selvom jeg – selv i dag – kan have mine tvivl.

Jeg var også havnet i en organistion, hvor anerkendelse, ros og belønninger ikke var på dagsordenen. Tværtimod.

Så den dag i september 2013 – på vej i bilen til arbejde – siger min krop fra. Jeg kan simpelthen ikke møde ind på arbejde. Jeg fik hjertebanken, blev svimmel og havde det i det hele tager skidt. Så jeg kørte hjem igen og sygemeldte mig.

Det udløste desværre ikke den store bekymring hos min leder og arbejdsgivere. Der var en besked om god bedring, og efter nogen tid blev jeg kaldt til sygefraværssamtale. Min leder, og en lederkollega som jeg ikke kendte, kom hjem til os privat, og det viste sig meget snart, at der på ingen måde var tale om en sygefraværssamtale. Det var ikke nogen samtale om, hvad der kunne gøres for at jeg kom tilbage, hvordan man måske kunne ændre på nogle ting på arbejdspladsen osv. – slet, slet ikke. 10 min. inde i samtalen blev der smidt en opsigelse på bordet, og det var så det.

Det blev så til en lang kamp mod min arbejdsgiver omkring opsigelse, fristillelse og meget andet bøvl og ballade – ikke noget der var rart, og slet ikke i en situation, hvor jeg var sårbar pga. stressen. Det bekræftede mig desværre i, at min leder på ingen måde kunne vise empati og forståelse, og måske var det en af årsagerne til det hele startede.

Nu var jeg ikke alene sygemeldt med stress, jeg var også opsagt fra en stilling som jeg havde haft det så godt med, og haft rigtig mange oplevelser med. Det havde været 10 udfordrende og spændende år. Nu var det slut, jeg var sygemeldt og arbejdsløs. Usikkerheden omkring fremtiden gjorde bestemt ikke sygdomssituationen bedre – tværtimod.

Heldigvis fik jeg god hjælp og opbakning fra nogle mennesker i mit netværk. Især min ægtefælle var en utrolig støtte i hele processen – uden hende var det ikke endt godt. Så stor tak og respekt for det. Min ægtefælle og mine børn har nok været den mest udslagsgivende faktor for at komme på fode igen. Venner og samarbejdspartnere var også godt til at støtte op.

Gode råd var dyre, men det endte med, at jeg via min læge blev henvist til psykolog, og det var en god ting. Det var dejligt at kunne tale med en person der ikke var involveret i situationen, men med professionel afstand kunne lytte og spørge ind.

For at gøre en lang historie kort, så fik jeg det bedre, og jeg fik energi og så lyst på fremtiden igen. Der gik dog lang tid – også meget længere tid end jeg havde forestillet mig. Ting tager tid, og helingsprocessen kunne ikke forceres. Men den 1. februar 2014 startede jeg min egen virksomhed og blev min egen leder.

Hvis jeg skal sætte ord på, hvad der gik galt for mig vil jeg bruge de 6 guldkorn:

  • Indflydelse
  • Mening
  • Forudsigelighed
  • Social omsorg
  • Belønning/anerkendelse
  • Passende krav.

Tommelfingerreglen er, at man ikke kan få nok at de første 5 guldkorn. Nr. 6 skal være i balance.

Den 1. april 2013 da jeg trådte ind i en ny organisation:

  • Mistede jeg med ét indflydelsen på mine arbejdsforhold, min arbejdstilrettelæggelse og arbejdsdag
  • Jeg blev sat til at udføre arbejdsopgaver jeg med min vildeste fantasi ikke kunne se meningen med
  • Jeg kunne ikke forudse arbejdsdagene og arbejdsopgavernes kommen og gåen. Pludselig havnede opgaver på mit bord som jeg ikke anede noget om
  • På trods af, at jeg gjorde min leder opmærksom på min mistrivsel blev der ikke taget omsorg for min person – hverken ledelsesmæssigt eller fra de nye kollagaer.
  • Der var ingen der anerkendte min resultater og arbejdsindsats
  • Og sidste, men ikke mindst, kom der en masse nye arbejdsopgaver oveni i dem jeg havde i forvejen. Jeg havde ikke tiden og kompetencerne til at løse dem.

Jeg er heldigvis kommet godt igennem min stressperiode, men i dag kan jeg godt mærke, at jeg er mere følsom om sårbar overfor pres. Men heldigvis er jeg blevet mere opmærksom på, at passe på mig selv og forsøger at sige fra i god tid. Nu er jeg jo min egen direktør, så jeg bestemmer selv.

Gode råd til andre:

Sørg for at passe på dig selv. Hvis du begynder at mærke tegn på stress – søvnløshed, mangel på lyst, hjertebanken, bliver stille og isolerer dig – så lad være med at slå det hen. Det går ikke over af sig selv. Du skal søge hjælp. Start med din ægtefælle og partner – det er en vigtig medspiller. Vær åben og ærlig overfor din leder – fortæl, hvordan du har det. Kan du ikke tale med din leder, eller vil din leder ikke tale om det, så finde nogle andre, fx en tillidsmand eller en kollega du har tillid til. Jo flere du involverer, jo flere kan hjælpe dig. Du vil kun opleve at du får opbakning og respekt for at sige fra.

Husk at man aldrig er alene, men hvis man vil have hjælp og støtte er man nød til at bede om den.

 

Det var min lille beretning om mit stressforløb. Hvis du har spørgsmål m.v. er du meget velkommen til at kontakte mig på +45 2281 7997 eller kbv@relationsnetvaerket.dk

Med venlig hilsen

Karsten B. Vester