På indkøb i Bilka

I Sønderborg Kommune har Bilka adopteret en skoleklasse fra Humlehøjskolen. Eleverne går nu i 4. klasse og har netop været på læringsbesøg.

Forud for læringsbesøget havde eleverne hvert et budget, som de havde lavet en indkøbsliste ud fra, og så skulle de handle ind til aftensmad og en hyggelig fredag aften i deres familie. Inden eleverne blev sluppet løs i varehuset fortalte Bilka dem om de forskellige fødevaremærker, og de private labels som de kunne møde i butikken.

Mahatma Gandhi sagde engang; “Lev, som hvis du skulle dø i morgen. Lær, som hvis du skulle leve for evigt”.

Det var noget af det som nogle eleverne fra 4.A tog med sig hjem fra deres besøg. De levede livet fuldt ud, og nogle brugte hele beløbet (og lidt til😅) på slik, chips, æbleskiver, sodavand og andre lækre sager.

Den efterfølgende dialog gav anledning til læring og refleksion og en af eleverne sagde: “Det er faktisk dumt at bruge så mange penge på slik”. En anden valgte, under indkøbsturen, at lægge en bakke sushi tilbage, fordi hun synes at 130 kr. var mange penge at bruge, især når det ikke stod på indkøbssedlen.

Læringsbesøget vil helt sikkert give anledning til mange gode snakke rund om middagsbordet hjemme i elevernes familie, og de fik alle lært lidt om budget, indkøb og varer.