På skattejagt med 2. a hos JEVI A/S

I Vejle Kommune har virksomheden JEVI A/S adopteret en skoleklasse fra Petersmindeskolen. Klassen går nu i 2. klasse og har netop været på deres 4. læringsbesøg på virksomheden.

Læringsbesøget startede med lidt frugt og vand. Herefter fik eleverne en introduktion til, hvordan en ordre kommer ind i virksomheden og hvordan et lager er opbygget (den viden skulle de snart få brug for).

Bemærkningerne falder altid spontant fra eleverne f.eks. under introduktionen til lageropbygningen og hvordan man finder varerne – hvortil en elev siger: ”Wow, det er ligesom at være på skattejagt”.

Pludselig ringer en kunde som har akut behov for nogle varer, og eleverne er nød til at hjælpe lageret med at pakke varerne så de kan leveres til tiden.

Klassen blev hurtigt inddelt i 4 grupper, som hver fik en pakkeliste, og så var det i gang med at pakke ordren. Selvfølgelig ender det med, at vi får pakket det hele til tiden takket være elevernes hjælp.