Spørgelystne 2. kl. udfordrede ingeniørstuderende

Bevæbnet med skarpe spørgsmål, nysgerrighed og julepynt, besøgte 2. B fra Holluf Pile skole SDU. På en formiddag fik eleverne både udfordret ingeniørstuderende, afprøvet prototyper, 3D-printet, spist æbleskiver…og meget mere!

ID-kort og julekalender
Med en sommerferie i mellem første og andet læringsbesøg, var 1.B blevet til 2.B. Gensynsglæden var stor og tovholder på projektet, Karen Kjær Larsen, bød de ca. 25 børn velkommen i Det Tekniske Fakultets frokostrum. Alle børn fik uddelt et ID-kort med nøglesnor og så var de mere end klar til dagens program. Første punkt var overrækkelse af en julekalender som børnene havde lavet til instituttet.

Herefter blev de delt ud i grupper med forskellige aktiviteter. En gruppe blev i frokoststuen og pyntede op med fine julehjerter som de også havde taget med. Gruppen var også rundt og se hvordan de ansatte havde pyntet deres kontorer op til jul og de mødte endda en ”ægte” julemand på turen.

3D-printede kageforme og musetrapper i metal
For en anden gruppe blev julen skudt ind med et besøg på universitetsbiblioteket, hvor de lavede 3D-printede kageforme og fik et indblik i hvordan et kæmpestort bibliotek ser ud. Samtidig var en anden gruppe godt i gang på TEKs maskinværksted, hvor der blev kigget på maskiner, formet musetrapper i metal og stillet en masse gode spørgsmål. 

Udfordrede ingeniørstuderende – hvorfor ser det sådan ud?
For studerende på kurset “Prototyping as a tool in the entrepreneurial process” på uddannelsen Product Development and Innovation, er det en årlig begivenhed at fremvise deres prototyper. En gruppe fra klassen fik mulighed for at prøve prototyperne og stille gode spørgsmål som hvorfor ser det sådan ud? og hvad kan man bruge det til? For de ingeniørstuderende var besøget den ultimative test: forklar dit projekt på 30 sekunder… for en 2. klasse!  Sjovt og lærerigt for alle der deltog.

Æbleskiver og farvel
Besøget blev afsluttet med madpakkespisning og æbleskiver, som en gruppe børn havde tilberedt sammen med SDUs køkkenchef.  

Eleverne fik hver et par kageudstikkere, som de havde været med til at 3D-printe og musetrapper i metal som de havde lavet på værkstedet, med hjem.

Tilbage på skolen
Tilbage på Holluf Pile Skole arbejdede 2.B. med det de havde fået med fra besøget. De havde bl.a. interviewet medarbejderne om, hvordan det er at holde jul på en arbejdsplads, og de svar samt de aktiviteter eleverne havde lavet, resulterede i nogle fine plancher.