I Odense Kommune har Syddansk Universitet – det tekniske fakultet adopteret en skoleklasse fra Holluf Pile Skole. Klassen går nu på 6. årgang og har været på læringsbesøg, hvor overskriften var “Sprog på job”.
Eleverne havde hjemmefra forberedt interview spørgsmål, som de skulle stille til dels medarbejdere fra SDU, der ikke har dansk baggrund, og derfor ikke taler dansk, og dels til danske studerende, som har boet i udlandet i en længere periode, enten før de startede studie eller som et led i deres studie.
De enkelte interviews med medarbejderne foregik på engelsk, og eleverne fik en masse at vide om andre kulturer, herunder hvad man spiser juleaften i Portugal (fisk og kartofler), at juleaften i Iran bliver holdt sammen med nytår i marts, at arbejdere i Kina har en anden arbejdsmoral end i Danmark, at Alaska ikke er en del af Canada og en masse andre spændende ting.
Til gengæld fik nogle af medarbejderne lært at sige ”rødgrød med fløde”.
Interviews med de studerende foregik på dansk, og her fik eleverne viden om, hvordan det er at flytte til et andet land som dansker. Hvad havde de studerende oplevet og hvad var anderledes end det de var vant til.
SDU glæder sig nu til at modtage de mange artikler, som eleverne efterfølgende skal skrive, og måske blive klogere på, hvordan vi kan være bedre til at modtage vores udenlandske kolleger, og hvordan vi kan ruste vores danske studerende bedre til udlandsophold.
Eleverne tog fra SDU, med en større forståelse for, at det at mestre fremmedsprog kan give adgang til viden og muligheder.